Markante aktiedyk: Usikkerhed går ud over risikoappetitten

PFA's chefstrateg, Tine Choi Danielsen.

Det amerikanske aktiemarked er de seneste tre uger faldet over 9 procent. Nedgangen skyldes især udsigterne til en eskalerende handelskonflikt ovenpå Trumps toldtrusler. Det har skabt usikkerhed hos investorerne, som på kort tid har skruet ned for risikoappetitten og op for påpasseligheden. Det fortæller PFA’s chefstrateg, der trods uroen stadig ser mulighed for positive afkast forude.

Det har i den seneste tid været svært at få øje på den ’gyldne tidsalder’, som Trump varslede, da han i januar tiltrådte som præsident, i hvert fald hvis man kigger på aktiemarkederne. Mens markederne tog positivt imod hans valgsejr, så er alle kursstigninger siden dengang nu vasket væk – og lidt til.

”Det amerikanske S&P500-indeks er de seneste uger faldet med 9,3 procent, og dermed er værdien, som blev skabt i kølvandet på hans sejr, nu visket væk. Det er gået hurtigt og kan virke voldsomt, men faldet er stadig inden for normalen i betragtning af den stærke fremgang, vi har oplevet siden oktober 2023, hvor de amerikanske aktier frem til nu er steget med 35 procent,” siger PFA’s chefstrateg, Tine Choi Danielsen. 

Med så store stigninger skal der ifølge chefstrategen ikke mange negative nyheder til for at udløse salgsreaktioner hos investorerne. Og her har Trumps aggressive toldpolitik bestemt ikke gavnet.

”Trumps tro på styrken ved told og tariffer deles på ingen måde af investorerne, der ser dem som en trussel mod væksten både i USA og resten af verden. Og mens Trump i sin første præsidentperiode var meget opmærksom på negative markedsreaktioner, så virker han mindre lydhør denne gang. Det har overrasket mange, og det er en væsentlig forklaring på de store fald, vi har fået,” siger Tine Choi Danielsen.

Usikkerhed forstærker negative markedsreaktioner
Hun nævner samtidig, at Trumps handelspolitik ud over at kunne påvirke væksten negativt også har skabt stigende usikkerhed og uforudsigelighed, da toldsatserne indgår i et større forhandlingstaktisk spil, som kan være svært at gennemskue og kende konsekvenserne af.

”Markederne bryder sig generelt ikke om usikkerhed, som er en naturlig følgesvend til den politik, som Trump har ført, hvor toldtrusler bliver taget frem den ene dag og væk den næste. Det er svært at agere, når sigtbarheden er så lav, og det har gjort, at den risikoappetit, vi i lang tid har set hos investorerne, på rekordtid er blevet erstattet af en meget stor påpasselighed”, siger Tine Choi Danielsen.

Ifølge chefstrategen er den psykologiske komponent derfor også en vigtig del af forklaringen på den senere tids rutsjetur, da økonomien i USA og globalt stadig ser robust ud.   

”De amerikanske selskaber tjener stadig gode penge, arbejdsløsheden er lav, og der er fortsat udsigt til en stabil vækst afhængig af, hvor aggressivt Trumps går frem med sine toldsatser. Lidt samme billede tegner der sig i Europa. Her er væksten mindre, men til gengæld er lysten til at stimulere økonomien blevet større - ikke mindst i Tyskland, som er Europas største økonomi. Så jeg synes, der er god grund til at slå koldt vand i blodet, selvom vi har haft nogle hårde uger på markederne,” siger Tine Choi Danielsen.

Hun vurderer, at der stadig er positive afkast at hente i det resterende år, men oplyser, at PFA i de seneste måneder har hjemtaget nogle af gevinsterne fra den overvægt af aktier, man startede året med. Det betyder, og PFA nu har en neutral vægt af aktier, dvs. den vægt, som over tid forventes at kendetegne PFA's investeringsportefølje.